onsdag den 8. maj 2013

Dag 4 - Mariposa Grove

Idag hentede vi bilen hos Dollar Rent a Car. Vi blev overdænget med spørgsmål om opgradering til convertible eller Mercedes og tillægsforsikringer vi ikke behøvede. Vi havde heldigvis læst på lektien, så vi kom derfra uden at betale for noget ud over den første tank benzin. Denne kostede til gengæld også 100$.
Vi har fået en Chevrolet Captiva. Et stort lokum af en bil.

Morgenmaden var blevet tilsidesat til fordel for at komme tidligt ud i lufthavnen, så godt sultne tog vi en rask beslutning og prøvede Carl's Jr.. En kæderestaurant som (så mange andre kæder) gør sig i burgere. Nøj de var gode. Måske det var sulten, der talte ;-). Så skal vi så bare lige lære at bestille, så der ikke er mad nok til 3 mennesker. Vi bestilte begge en medium menu. En medium sodavand er så 0,7l.



 

 

Turen gik i dag til Mariposa Grove i Yosemite National Park. I Mariposa Grove er der en stor samling kæmpemæssige Sequoia træer. Et af træerne er intet mindre end 2000 år gammelt. Træerne dør ikke af alderdom, sygdomme eller skovbrande - på et tidspunkt vælter de bare og bliver så liggende. Træerne forgår meget langsomt (slet ikke.), og et af træerne har også ligget på jorden i 100 år. Flot og overvældende var det. 
Tidligere skar man veje igennem træerne, fordi man ville tiltrække flere turister. Dette er man dog heldigvis gået væk fra, da træernes struktur svækkedes, og man har derfor mistet flere meget gamle træer. "Fallen Tunnel Tree" var 2200 år gammelt. Det lille træ, på det 5. billede lige her under, er et 13 år gammelt Sequoia træ. De har ikke travlt med at vokse sig store.
Det var temmelig køligt i parken i dag, og det blev ikke bedre af at skyerne lå lavt, at vi under en tur med tram'en (26,50$/pers - men pengene værd, syntes vi) længere op i skoven havde væsentligt nedsat sigtbarhed og en vældig kulde, som vi ikke lige var forberedte på. 

 

Vi så rådyr (tror vi ;-)), egern, krage og flere ørne i parken i dag. Ingen bjørne desværre. De egern vi så var travlt beskæftigede med at pile op og ned af træerne og ørnene så vi mens vi kørte, så ingen billeder af dem. Kragen hedder Kevin og er søn af en krage, der holdt til ved museet oppe i skoven. Den oprindelige Kevin er død af gammel alder. Krager er meget territorielle og bliver samme sted hele livet. Et plus for ham er så bare turister med snacks ;-)


Under turen i tram'en rundt i skoven steg 6 passagerer allerede af efter kort tid. Vi var ikke engang halvvejs rundt på turen. Amerikanerne på sædet bag os sagde så: "They must be German" ;-). Det afkræftede vi hurtigt, og de var meget imponerede over, at vi kunne forstå/tale tysk. Vi tror de var polske eller russiske, og at de måske ikke kunne forstå, hvad der blev sagt i audiotouren. Vi sad bag et lidt ældre par i tram'en, som er fra Australien. For en måned siden kom de hjem fra en tur i Europa (Holland og Tyskland bl.a.) og var nu afsted i USA. De fortalte, at de skulle nå at se en masse inden de blev for gamle :-).


I er meget velkomne til at lægge en kommentar her neden for :-)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar